Rygterne om flere østeuropæiske klubbers interesse i landsholdsanføreren har floreret i flere måneder, og nu ligger det fast, at Line Jørgensen fortsætter karrieren i den rumænske klub CSM Bucuresti. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Line Jørgensen spiller sæsonen færdig i FCM Håndbold og skifter til CSM Bucuresti til sommer, når hendes kontrakt med den danske klub udløber.
Og bagspilleren ser frem til udfordringen.
- Jeg synes, at de har et spændende hold dernede, og de har nogle ambitioner, som jeg også selv har i forhold til Champions League.
- Jeg har jo søgt at få lov til at spille i Østeuropa, og den mulighed får jeg her, med et hold der passer til mine sportslige ambitioner, siger hun til DR Sporten.
CSM Bucuresti har allerede danskeren Mette Klit ansat som træner.
25-årige Line Jørgensen har skrevet en toårig kontrakt med den rumænske klub.