Damelandsholdets nye træner Heine Eriksen har fået en kort kontrakt, der kun strækker sig til 1. juni. Og den kontrakt har han tænkt sig at holde sig til, selvom der venter et verdensmesterskab på hjemmebane i december.
- Jeg har haft en god snak med DHF, og vi har fundet frem til de opgaver, der skal løses her i den næste korte periode. Og det bliver kun i den næste korte periode, fastslår Heine Eriksen over for DR Sporten.
- For mig handler det om at føre landsholdet igennem de næste fire-fem måneder, og vi har en turnering i Frankrig, hvor vi selvfølgelig skal arbejde med nogle ting, der forhåbentligt også kan bruges, når de står til december og skal spille VM.
Holder mest af udvikling
DHFs løsning med en midlertidig træner frem til 1. juni betyder, at den kommende permanente landstræner kun får en begrænset forberedelsesperiode frem til VM i december, hvor målsætningen er guldmedaljer.
Eriksen holder nemlig så meget af u-hold og udvikling, at han ikke har tænkt sig at stræbe efter jobbet som permanent A-landstræner.
- Nej. Jeg har et fantastisk job i DHF som ungdomslandstræner, og den måde man arbejder på som ungdomslandstræner er meget forskellig fra den måde, man arbejder på som A-landstræner.
- Når du er ungdomstræner handler 90 % om at udvikle og 10 % om at vinde kampene. Det er lige omvendt som A-landstræner, og mit hjerte banker for ungdomshåndbold og udvikling. Derfor trækker det ikke mere i mig at blive A-træner.