Kvindelandsholdets anfører Line Jørgensen understreger, at DHF ikke har involveret spillerne i beslutningen om at afbryde samarbejdet med landstræner Jan Pytlick.
- Det er selvfølgelig aldrig sjovt, når en træner bliver fyret, men det er DHF's beslutning, og så må vi arbejde fremad mod VM i 2015 og en medalje der, siger Jørgensen til DR Sporten.
Der har tidligere været murren i krogene blandt spillerne på landsholdet, men Line Jørgensen afviser, at spillerne har noget at gøre med beslutningen om skifte landstræner.
- Der har været et møde med mig selv og Ulrik Wilbek, hvor vi har evalueret hele EM. Men vi spillere har ikke været inde over, at Jan Pytlick skulle stoppe, det er en DHF-beslutning, siger hun til DR Sporten.
- Jeg ved ikke, hvilke grundlag, de har truffet deres beslutning på, tilføjer hun.
Skidt optakt til VM på hjemmebane
I december 2015 er Danmark vært for VM, og Line Jørgensen erkender, at timingen for et trænerskifte ikke er optimal.
- Med et år til VM på hjemmebane, er der selvfølgelig ikke særlig lang tid at arbejde i. Men jeg tror på, at DHF har valgt det bedste for vores hold og kigget på, hvad der skulle til for at vinde medaljer, siger hun til DR Sporten.
Hun erkender samtidig, at spillerne også har deres andel i EM-fiaskoen i december.
- Man skal jo altid kigge indad og spørge sig selv, "hvad kunne jeg have gjort bedre?". Og der helt klart nogle præstationer fra os spiller, som skulle have været bedre. Selvfølgeig skulle vi som spillere også have præsteret bedre til det mesterskab.
Ingen idé om efterfølger
Jan Pytlick har været landstræner siden 1998 kun afbrudt af en periode fra 2005-2007. Og Line Jørgensen roser Pytlick for et stort engagement.
- Jan har brændt sindsygt meget for det her, og han er virkelig gået meget op i det. Så han har givet os en masse oplevelser sammen og lært os en masse, sige hun.
Anføreren for håndboldlandsholdet har ingen idé om, hvem der skal efterfølge Pytlick.
- Jeg aner det simpelthen ikke, for nyheden er næsten lige så ny for mig, som den er for jer. Men jeg tror på, at DHF finder den rette mand til overtage det her, siger hun.