Rumænsk sejr hjælper Danmark

Danmark fik mandag eftermiddag en hjælpende hånd af Rumænien, der slog Spanien 22-20.

Rumænien slog Spanien med 22-20 og gav dermed Danmark en hjælpende hånd i forhold til at nå semifinalerne. (Foto: © Attila Kisbenedek, Scanpix)

En venlig hånd er rakt ud fra Rumænien til Danmark. Rumænerne besejrede nemlig Spanien med 22-20, og det betyder, at Danmark er et lille skridt tættere på en semifinaleplads ved EM.

Under forudsætning af at Danmark slår Ungarn mandag aften, så kan Pytlicks tropper nemlig nøjes med uafgjort i den sidste gruppekamp mod Spanien på onsdag.

I første halvleg var der tomt og stille i Fönix Hall. Derfor kunne man høre stort set hvert eneste hvin inde fra banen. Her var den rumænske målvogter Ungureanu flittig til at markere sig, når hun havde en redning.

Imens promenerede træner Gheorghe Tadici ustoppeligt på sidelinjen, hvorfra han kunne ærgre sig over en spansk pauseføring på 14-9.

Spansk scoringskrise

I anden halvleg entrerede flere og flere ungarer Fönix Hall, og det hjalp gevaldigt på oplevelsen af kampen. De begyndte nemlig at støtte rumænerne, fordi et nederlag til Spanien ville øge Ungarns chancer for en semifinaleplads. Nøjagtig som tilfældet var for Danmark.

På banen udmøntede støtten sig i en tættere håndboldkamp, og midt i anden halvleg fik rumænerne kontakt ved stillingen 16-16. Herfra fulgtes de to hold ad til stor begejstring for de fremmødte ungarer, og i slutfasen lykkedes det endda Rumænien at trække fra Spanien.

Efter en scoringskrise af dimensioner, hvor Spanien i de sidste 30 minutter kun lavede seks mål, lykkedes det Rumænien at vinde med 22-20.

Det betyder som nævnt, at både Danmark og Ungarn kan tage et solidt skridt mod semifinalerne ved at vinde aftenens indbyrdes kamp.

Følg Danmark-Ungarn direkte på P3 og på dr.dk/sporten. Kampen begynder klokken 20:30.