Louise Burgaards sygdom har sat gang i spekulationerne her i Debrecen. Jan Pytlick har nemlig stadig mulighed for at skifte ud i truppen tre gange, og med en feberramt Burgaard kan den første udskiftning meget vel komme i spil inden mandagens kamp.
Ifølge TV 2 pønser Jan Pytlick på en udskiftning allerede lørdag, og derfor skal Mette Tranborg nok sørge for at have rigeligt med strøm på mobiltelefonen. Jan Pytlick ser nemlig SK Aarhus-spilleren som den oplagte afløser for Burgaard.
Det fortalte landstræneren fredag eftermiddag, da Burgaard havde meldt sig klar efter at have fået en flænge i torsdagens kamp mod Norge.
- Det betyder rigtigt meget. Louise er en rutineret spiller, der har prøvet rigtigt meget. Skulle man have skiftet ud, så havde det været Mette Tranborg, der skulle ind på hendes position. Hun er selvfølgelig meget ung og har ikke prøvet at spille et mesterskab før, sagde Jan Pytlick til DR Sporten fredag.
Kan skifte indtil mandag kl. 9
Mette Tranborg var med i kapløbet om den sidste EM-plads under Golden League-stævnet i Norge, hvor Jan Pytlick i sidste ende foretrak Anne Mette Hansen.
Jan Pytlick kan skifte ud i truppen når som helst. Han skal bare melde sin udskiftning senest klokken 9:00 på en kampdag. Det vil sige, at han kan trække beslutningen til mandag morgen klokken 9.
I lørdagens kamp mod Polen må Jan Pytlick nøjes med at have 15 mand til rådighed.