Både fredag eftermiddag og lørdag formiddag valgte Jan Pytlick at flytte håndboldlandsholdets træning fra hallen til et fitnesscenter. Dermed lader spillerne op til eftermiddagens kamp mod Polen, hvor Danmark skal vinde for at holde liv i håbet om en semifinaleplads, på kondicykler og løbebånd.
Det vil sige, at danskerne ikke har haft en håndbold i hånden siden nederlaget til Norge torsdag aften.
Det kan umiddelbart virke lidt sjovt, eftersom et bestemt budskab gik igen og igen, da jeg gik rundt på landsholdets pressemøde i Debrecen fredag eftermiddag: Danmark skal spille bedre i mellemrunden, hvis drømmen om en semifinaleplads skal realiseres.
- Jeg havde håbet, at vi havde ramt to gange 30 minutter, hvor vi bare spillede derud af i de tre første kamp, sagde Jan Pytlick.
- Vi skal flytte os yderligere for at være med og skal som minimum score på vores chancer. I forsvaret har der også været udsving, idet Louise Svalastog skulle spilles ind ved siden af klubkammeraten Pernille Holmsgaard.
- Der er altid plads til forbedringer. Sådan er det, erkendte Holmsgaard.
Danskerne skal rejse sig mentalt
Gode perioder har der også været. De første 20 minutter af kampen mod Norge var forrygende. Den form for storspil skal gerne tilbage hurtigst muligt, og her kan en afslappende tur i fitnesscenter måske være et skridt i den rigtige retning.
Jan Pytlick er i hvert fald klar over, at de tre første EM-kampe har sat sine spor.
- Selvfølgelig er folk ved at være lidt slidte. Det er helt naturligt. Men der er stadig energi på batterierne, forsikrer han og fortæller, at det mentale også kommer til at påvirke præstationerne i mellemrunden:
- Vi skal sørge for at talt om detaljerne i spillet og have kigget på, hvilke modstandere vi møder. Og så skal vi sørge for, at hver eneste spiller er fyldt med selvtillid.
Danmarks første skridt mod en eventuel semifinale skal tages lørdag eftermiddag. Her venter Polen i den første kamp i mellemrunden.