VIDEO Lindbergs nyre syet sammen: Tilbage om fire - fem uger

Den danske landsholdsspiller håber at være tilbage i træning om få uger efter sin karrieretruende nyreskade.

Det så ufarligt ud, da Hans Lindberg i en Bundesligakamp stødte sammen med Füchse Berlins målvogter i slutningen af marts måned.

Det skulle vise sig, at kollisionen med Silvio Heinevetters sko på halgulvet i den tyske hovedstad sendte Hans Lindberg ud i den hårdeste skadesperiode, den danske landsholdsspiller har været igennem. Det viste sig nemlig efterfølgende, at hans nyre havde taget alvorligt skade og nærmest var delt i to, som den skadesramte hovedperson selv udtrykker det.

Men der er lys forude for Hamburger SV-fløjen, der i weekenden var til stede ved Final 4-stævnet i Berlin, da FC Barcelona vandt Champions League.

- For halvanden uge siden fik jeg valget om, at de kunne gå ind og fjerne noget af nyren, eller de kunne sy den sammen. Og jeg har kun fået positive meldinger efterfølgende, så det gør, at jeg forhåbentlig om fire - fem ugers tid igen kan begynde at træne håndbold, siger Hans Lindberg, der i modsætning til sine holdkammerater ikke ser frem til sommerferien.

- Normalt på det her tidspunkt er man håndboldtræt, men jeg glæder mig bare til at komme i gang, så der bliver knald på hele sommeren for mit vedkommende.

- Lægerne er fortrøstningsfulde og håber, at jeg om et par måneder kan kigge tilbage på det her uden at mærke noget til det, siger Hans Lindberg.

Håndbold blev sekundært

Hans Lindberg var så hårdt medtaget, at han i en periode fik lagt stomi, da han ikke måtte få urin i nyren. En skade på et indre, vitalt organ, der tvang Hans Lindberg til under skadesforløbet også at forholde sig til risikoen for, at det kunne være slut med karrieren som håndboldspiller.

- Der har været gange, hvor jeg har sagt, at der var forbedring, og to timer senere lå jeg på intensiv igen. Og det blev gjort klart for mig, at hvis de fjernede nyren, så var det slut med topidræt.

- Og så tænkte jeg selvfølgelig på - ikke så meget ikke at kunne spille håndbold - men også, hvordan mit liv ville blive efterfølgende, så der blev håndbold rimelig hurtigt sekundært. Så jeg er glad for at stå her i dag med hunør på, og så må jeg være ærlig og sige, at jeg i dag sætter pris på nogle af de ting, man ellers bare tager for givet.

Hans Lindberg har spillet i HSV siden 2007, og han vandt Champions League med den tyske klub i 2013.