Søren Hansen har som den kun anden dansker i historien kvalificeret sig til den store dyst mellem Europa og USA, Ryder Cup.
- Det er noget man drømmer om, når man træner. Jeg har været ligesom alle andre knægte, og nu er det noget, der er gået i opfyldelse. Det er stort, det bliver ikke meget større inden for golf, så jeg glæder mig som et lille barn, siger Søren Hansen til DR Sporten.
Han tidligere i karrieren oplevet stort pres, når en bold skulle sænkes for at sikre en turneringssejr, eller som på de sidste runder af turneringen i Holland, hvor pladsen på Europas hold blev sikret.
Stor nervøsitet
Men Ryder Cup er anderledes. Her bliver selv de mest sejrsvante golfspillere usikre.
- Folk er nervøse, der er nogen, der svært ved at stave deres eget navn, det dunker under trøjen og hjertet hopper op og ned og folk har svært ved at putte bolden op på teen. Alle sådan nogle ting, det hører man historier om, forklarer Hansen.
Selv regner han dog med at den værste nervøsitet er overstået, så snart den første bold er sendt sikkert ned af fairway. Og når det er klaret, så handler det kun om en ting for Ryder Cup-debutanten Hansen.
- Europa har vundet de sidste mange år, så det er selvfølgelig at gå over og få pokalen med til Europa. Vi tager den jo med der over på flyveren, og så skal den jo også med tilbage igen. Det er en sejr og intet andet, der tæller.
Europa har vundet de sidste tre Ryder Cup i træk. Turneringen spilles hvert andet år, og i år lægger Valhalla Golf Club i Kentucky, USA, græs og huller til dysten fra den 16. til den 21. september.