Mestrene henter landsholdsspiller i Frankrig

FC Midtjylland har forstærket defensiven med købet af Kian Hansen.

Kian Hansen og sportsdirektør Claus Steinlein (Foto: © Kaj B. Kristensen, Kaj B. Kristensen)

De nykårede danske mestre fra FC Midtjylland ligger ikke på den lade side for tiden.

I sidste uge hentede de en østrigsk landsholdsspiller og mandag har klubben så præsenteret en dansk landsholdsspiller.

Hentet i Nantes

Det drejer sig om Kian Hansen, som både kan spille i forsvaret og på midtbanen. Hansen kommer til Midtjylland fra franske Nantes, og får de her ord med på vejen fra FCM's sportsdirektør Claus Steinlein:

- Han er en klassespiller, der kommer fra en stor traditionsrig klub i en af de store ligaer i Europa, så da vi fik muligheden for at hente ham hjem og styrke vores forsvar yderlige, så var det oplagt set i lyset af det mål, vi har om at komme i et europæisk gruppespil.

- Han skal bidrage med den rutine, han har fået i Frankrig. Han er omkring landsholdet og har spillet europæisk gruppespil i Esbjerg, så han har efterhånden meget erfaring i en ung alder. Han skal give os ro og stabilitet og være med til, at vi som klub tager næste step, siger Steinlein i en pressemeddelelse.

Håber på Champions League

Kian Hansen ser frem til sit skifte til de danske mestre.

- Det er et spændende projekt, der er i gang. De har vundet mesterskabet og er i gang med at bygge noget fantastisk op. Det var da de allerede, da jeg selv var i Danmark, og når man får muligheden for at kombinere familie og at spille på højt niveau i Danmark, er det svært at sige nej, siger Kian Hansen.

- Jeg kommer hjem med en forventning om, at det er en klub, der skal spille med i top to og spille med i Europa. Vi skal selvfølgelig stile efter Champions League, lyder den ambitiøse udmelding fra midterforsvareren.