Fodboldspillerne fra Brøndby har i snart ti sæsoner i træk halset efter konkurrenterne fra FC København i Alka Superligaen.
I Superligaens første tiår var det dog mandskabet fra den københavnske vestegn, der havde overtaget.
Mesterskaberne i 1991, 1996, 1997 og 1998 er også med til at sikre, at Brøndby stadig ligger et mulehår foran FC København, når den samlede pointhøst i Superligaens historie opgøres.
Blot tre point skiller de to rivaler, og målscoren hedder plus 487 hos begge mandskaber. Brøndby har dog haft 50 kampe mere end FC København til at sikre sig sine point.
Liga-start i 1991
I 1991 blev den bedste danske fodboldrække 1. division omdøbt til Superligaen.
For at vende turneringen fra forår-efterår til efterår-forår spillede man i 1991 om mesterskabet i en kort forårsturnering med 18 runder.
Herefter kunne man starte turneringen i løbet af sommeren og afslutte den i foråret, som vi kender det nu.
De første par sæsoner gav det kun to point for en sejr, men for at gøre de 30 hold i Superliga-historiens pointhøst sammenlignelig, har vi korrigeret tabellen ovenfor ind, så samtlige sejre er blevet honoreret med tre point.
Brøndby og AaB er konstante
De to københavnske mandskaber i toppen følges pænt til dørs af AaB og OB.
Nordjyderne har i perioden sikret sig fire mesterskaber, mens fynboerne endnu ikke har vundet en DM-titel i Superligaens historie.
Det bør dog bemærkes, at det kun er Brøndby og AaB, der har været fast inventar siden ligaens indførsel i 1991.
FC København overtog B1903's plads efter de første to sæsoner. Københavnerne vandt i øvrigt i 1992/1993 sit første mesterskab i klubbens debutsæson.
Odense-klubben B1909 ligger isoleret i bunden af tabellen og fik kun seks point i sine 18 sejrsløse kampe i ligaen i efteråret 1992.
I foråret spillede kun de otte bedste mandskaber med om titlen dengang, mens efterårets to dårligste hold spillede med i en kvalifikationsliga.
Kilde: Infostrada Sports