Olsen om FCM-guld: Mere end velfortjent

Morten Olsen mener, at FCM går en svær sæson i møde til næste sæson, hvor holdet skal spille europæisk fodbold.

Morten Olsen mener, at det er et velfortjent mesterskab, FCM har spillet sig til. (© DR)

Landstræner Morten Olsen er ikke i tvivl om, at det er fuldstændigt fortjent, at FC Midtjylland er så tæt på det danske mesterskab, at de stort set godt kan fejre guldet på Heden.

- Hvis man vinder med så mange point, kan det ikke være andet end fortjent. De vinder på det, som pokaler oftest bliver vundet på, og det er at spille noget god fodbold, men først og fremmest at være stabile i deres præstationer, siger Morten Olsen og uddyber:  Mere end fortjent

- De har spillet en tydelig form for fodbold og har i de afgørende kampe været nervestærke stærke og stærke mentalt, så når man tager hele paletten, har de været det bedste hold i Danmark. De har scoret de fleste mål i en liga, hvor der ikke er scoret så mange mål. Der kan ikke røres ved, at det er mere end fortjent, at de vinder mesterskabet, siger han.

Glen Riddersholm har kaldt mesterskabet en sejr for den offensive fodbold. Er du enig?

- Ind i mellem har de været gode på bolden og offensive, men jeg tror, at Glen vil give mig ret i, når jeg siger, at de kan blive bedre på bolden. Der er nogle kampe, de har spillet meget direkte og har tabt bolden forholdsvis hurtigt, men så været gode på genpresset, siger han og fortsætter:

- Men man kan ikke spille 33 kampe med seværdig fodbold. De har spillet fremadrettet, og så er det en subjektiv mening om, hvor seværdigt det er. De har spillet effektiv fodbold og ind i mellem noget god fodbold, og det gør man kun, når man er så mange point foran.

Kan de finde erstatninger?

Er deres mesterskab et udtryk for at de øvrige tophold, som FCK, eksempelvis, har haft en dårlig sæson?

- Lad os tage det fra den positive vinkel; de har været suveræne. Nu må vi se til næste år, for spørgsmålet er om man kan beholde nogle af nøglespillerne, for det gør succesrige hold i udviklingsligaer som vores sjældent. Og kan de så finde erstatninger? Det er deres opgave nu. Nu skal de ud og vise flaget i europæisk fodbold og det er en helt anden boldgade, siger Morten Olsen.