VIDEO Kusk: Jeg vil vinde The Double med FCK

Kasper Kusk vil gentage bedriften fra AaB-tiden og vinde The Double med FC København.

Den gik ikke i Twente for Kasper Kusk, der prøvede lykken i hollandsk efter en sand jubelsæson i AaB, hvor det sidste år både blev til et dansk mesterskab og pokaltitel. Spilletiden i Twente blev mere og mere begrænset og til sidst blev Kusk degraderet til ungdomsholdet.

Nu er aalborgenseren så skiftet til FC København for i omegnen af 7,5 millioner kroner, og målet for Kusk er, at der skal sølvtøj til hovedstaden.

- Jeg regner da med, at jeg skal vinde The Double igen på et tidspunkt, siger Kasper Kusk på dagen for sin præsentation i FC København, men understreger samtidigt, at det i første omgang handler om at få spillet noget førsteholdsfodbold.

- Det vigtigste lige nu og her er at komme ind på holdet. Forhåbentligt går det så godt, at jeg også kan komme videre herfra en dag. Det er i hvert fald det, der er målet. Jeg håber hurtigst muligt at komme tilbage på skinner igen, få gang i karrieren og så tror jeg også på, at jeg kan blive klar til landsholdet igen, siger Kusk.

Har været i kontakt med AaB

23-årige Kasper Kusk brød for alvor igennem i AaB i sidste sæson, hvor det blev til 12 mål i Superligaen og adskillige assist. Derfor kunne det have været naturligt at vende tilbage til Nordjylland, men Kasper Kusk har i stedet valgt at skifte til en i hans øjne lidt større klub.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har snakket lidt med nogen fra AaB af i og med, at jeg har spillet mange år i AaB. Jeg har haft det sådan, at hvis jeg skulle spille et andet sted end AaB, så skulle det være et sted, hvor jeg kunne udvikle mig rent sportsligt, og det skulle være en tand op i forhold til AaB, siger Kusk, der blandt andet begrunder skiftet til hovedstaden med, at der hvert år er europæisk fodbold på programmet.

- FC København er Danmarks største klub og spiller europæisk hvert år. Det var det, der skulle til for mig.

Kasper Kusk har skrevet under på en femårig kontrakt med københavnerne.