VIDEO FC Københavns nye farlige aalborgenser

Kasper Kusk var nøglespilleren i AaB's doublesæson. Nu trækker han FC Københavns trøje over hovedet.

Det må gøre lidt ondt i Aalborg. Kasper Kusk, der var nøglespilleren i AaB's doublesæson er ny mand i FC København efter et mislykket ophold i hollandske Twente.

Kasper Kusk scorede 12 mål i Superligaen, da AaB tog mesterskabet hjem og var i det hele taget en dominerende spiller for nordjyderne.

FC København menes at have betalt i omegnen af 7,5 millioner kroner for den 23-årige teknisk stærke venstrebensspiller, der har fået sin fodboldopdragelse i Gug Boldklub og AaB.

- For mig er det her ikke et skridt tilbage, men et skridt frem. FC København er en stor klub. Ikke bare i Skandinavien, men også internationalt, siger Kasper Kusk til FC Københavns hjemmeside.

 - Jeg glæder mig meget til at få en frisk start, spille en masse fodbold og ikke mindst bidrage til, at FC København kan vinde flere titler, siger han.

I klippet øverst kan du se Kasper Kusk lave hattrick mod Randers FC, der i sidste sæson blev besejret 4-1 på eget græs af AaB.