Randers blev ramt af to udvisninger i 5-2-nederlaget ude mod FC Midtjylland. Den første allerede efter 38 minutters spil, da svenskeren Mikael Ishak sparkede til FCM's Erik Sviatchenko i en situation, hvor bolden var langt væk
- Jeg er glad for, at han ikke rammer mig hårdt, for ellers kunne det have gjort rigtig, rigtig ondt, siger Sviatchenko om hændelsen.
- Jeg havde ikke provokeret ham, men vi fik at vide af vores træner, at vi skulle være tæt på vores fikspunkt, altså den første spilstation fra Randers, og når man er det, så kan man godt komme til at træde hinanden over tæerne. Det ved jeg ikke, om jeg kommer til, men det skal selvfølgelig ikke udløse et klokkeklart spark, siger han.
Erik Sviatchenko faldt til jorden og ømmede sig, da han blev ramt, men han afviser, at han overspillede situationen.
- Folk må kalde det, hvad de vil. Om de vil kalde det Hollywood eller ej, er op til dem. Det er det samme, som når du får en lussing, så gemmer man sig, som jeg gjorde, for jeg blev forskrækket. Jeg har haft nogle skader, og dem vil jeg ikke have igen, forklarer han.
Skræmmende hjemmebane
14 sejre. 35 mål. 8 mål imod.
FC Midtjyllands hjemmebanestatistik er skræmmende læsning for modstanderne, og nu er den også den bedste i Superligaens historie. Før 5-2-sejren over Randers delte de rekorden med FC København, der opnåede samme antal i 2011, men nu har de den for sig selv.
Af samme grund er de i spillertruppen også begyndt at omtale MCH Arena med en uofficiel titel, afslører Erik Sviatchenko.
- Det startede med, at vi vandt den første kamp, anden kamp, tredje kamp osv., og så bliver det en selvforstærkende effekt. Så når vi går ind på det her fort, som vi er begyndt at kalde det, så er det som om, at vi med sikkerhed ved, at vi ikke lukker særlig mange mål ind, siger midterforsvareren.