Weekendens kampe i 27. spillerunde bød på en række imponerende redninger fra de bageste skanser hos Esbjerg, OB og Brøndby.
De fem kampe, der er spillet indtil videre, har budt på 17 scoringer, men det antal kunne have været markant højere, hvis det ikke var for en række imponerende refleksredninger fra de tre herrer.
Du kan se deres redninger øverst i artiklen.
1. Martin Dubravka (Esbjerg)
Den slovakiske målmand blev sat på overarbejde af sine reflekser, da Mathias 'Zanka' Jørgensen i det lille felt headede på mål. På imponerende vis lykkedes det ham at bokse bolden over mål. Desværre for Dubravka gik det galt få minutter senere, da FCK alligevel fik scoret.
2. Mads Toppel (OB)
Teemu Pukki fik en friløber i de sidste minutter af kampen i Odense, men Brøndbys finske angriber kunne ikke passere Mads Toppel, der smed sig til den rigtige side på Pukkis afslutning.
3. Lukas Hradecky (Brøndby)
I den anden ende af banen kom Pukkis landsmand i fokus, da han formåede at afværge Emil Larsens glimrende hovedstød.