Det var en af den slags tacklinger, hvor man ikke behøved at være den, der blev ramt, for at det gjorde lidt ondt et sted i kroppen, da Silkeborgs Dennis Flinta i 0-4-nederlaget hjemme mod FC København sendte Andreas Cornelius til jorden med en tackling på anklen.
Den unge FC København-angriber blev efterfølgende kørt på hospitalet, hvor meldingen var nedslående. Anklen er brækket og forude venter en lang pause.
- Den var grim. En meget, meget grim tackling, siger Ståle Solbakken, der ikke regner med at have Cornelius tilbage på banen i denne sæson - og heller ikke ved starten af den næste.
- Der er et langt sejt træk foran Andreas nu og nok også ind i næste sæson. Der vil gå mange mange måneder, før vi ser Andreas på banen igen, siger Solbakken, der ikke er i tvivl om, at angriberen nok skal kæmpe sig tilbage.
- Vi håber, han kommer tilbage så hurtigt som muligt. Han er en ung dreng med en monster fysisk og er der nogen, der kan klare en situation som den her, så er det Andreas.
FC København er med sejren i Silkeborg på andenpladsen 11 point efter førerholdet FC Midtjylland.