Det var et skrækkeligt syn, da Dennis Flinta efter en halv times spil i Silkeborgs 0-4-nederlag hjemme mod FC København gik ned i en tackling og sendte Andreas Cornelius til jorden.
Flinta trådte hårdt ned på FCK'eren, der brækkede venstre ankel.
- Han er oppe i en duel lige inden. Jeg håber, jeg kan nå hen og prikke bolden eller afværge, at han kan løbe ned mod mål. Så kommer jeg desværre for sent, lød det Dennis Flinta til DR Sporten efter kampen.
- Det er første nogle sekunder efter tacklingen, jeg ser, hvor slemt det er. Jeg kigger ned på hans ankel og kan se, at det er rigtig slemt.
Lang pause til Cornelius
Andreas Cornelius blev straks kørt på hospitalet. FC København har oplyst, at Cornelius har brækket anklen, men hvor længe det holder ham ude, vides i skrivende stund ikke. Resten af Superligasæsonen og sommerens EM-slutrunde med U21-landsholdet er i fare.
Tilbage i Silkeborg står Dennis Flinta, der efter tacklingen ikke kunne slippe situationen.
- Det var ikke specielt morsomt. Det er noget, der sidder i en og noget, man tænker over. Det var ikke rart at løbe rundt derinde efterfølgende.