Brøndby skifter pløjemarken ud før Hobro-kamp

Den udskældte pløjemark på Brøndby Stadion bliver udskiftet tidligere end først planlagt. Nyt græstæppe allerede i weekenden.

Brøndbys tilhængere kan se frem til lidt mere poleret bold i resten af foråret.

Det var egentlig planen, at Brøndby i sommeren 2015 ville skifte den udskældte pløjemark, der har stået i stedet for et regulært græstæppe på Brøndby Stadion, men mandag meddeler Vestegnsklubben, at planerne er fremrykket til den kommende weekend.

- Vi har den seneste tid arbejdet fokuseret på at få en baneplan klar, som hurtigst muligt vil give spillerne og de mange tilskuere den bedst mulige bane på Brøndby Stadion. Det fortjener klubben, fansene, partnerne og de mange tusind TV-seere, der følger vores hjemmekampe, udtaler administrerende direktør Jesper Jørgensen til klubbens hjemmeside.

Renoveringen af banen på Brøndby Stadion er allerede igangsat. Cirka 10 centimeter af den eksisterende bane skal skrælles af, hvorefter der vil blive lagt rullegræs ud.

Det forbudte greenkeeperskifte

Brøndby har ansæt tidligere greenkeeper i FC København, Chris Hague, til at udføre arbejdet. Englænderen var i sin tid i FC København medvirkende til, at FC København i 2012 modtog prisen for Danmarks bedste bane.

- Vi har - om nogen - også selv været frustrerede over banens tilstand her i foråret. Derfor er vi meget tilfredse med, at vi med de seneste baneanalyser og det styrkede setup med Chris Hague allerede til den kommende hjemmekamp kan præsentere en græsbane på Brøndby Stadion af en kvalitet, som vores fans, partnere og spillere fortjener, siger Jesper Jørgensen.

Der er dog tale om en midlertidig løsning og en totalrenovering af banen er stadig planlagt i oktober måned. For at få tid til den renovering vil Brøndby anmode DBU om to udekampe i forbindelse med landsholdspausen.