Vi skulle helt tilbage til den 24. oktober 2014 for at finde den seneste sejr til FC Vestsjælland i Superligaen. Derfor så det også utrolig skidt ud for holdet inden tirsdagens udekamp mod OB.
Men på trods af en forfærdentlig start, hvor FCV kom bagud efter blot tre minutter, så formåede holdet fra Slagelse at vende kampen og vinde med 2-1. Og det var utrolig vigtigt for holdet, fortæller Vestsjælland-anfører, Henrik Madsen.
- Det var en dejlig følelse at gå fra banen med. En følelse af sejr, som vi ikke har fået i meget lang tid, så det var rigtig skønt.
- Sejren betyder alt. Det betyder endnu mere tro på det. Vi er rigtig ydmyg omkring vores situation, vi ved, hvor svær den er, og det er bare stenhårdt arbejde, der venter os - og det viser vi i dag, så det var en fantastisk præstation.
Svær situation
FCV har med sejren syv point op til OB, der ligger på den rigtig side af nedrykningsstregen, så det er muligt for dem at få endnu en sæson i Superligaen, selvom der stadig er meget arbejde forud.
- Vi ved, det er en svær situation, vi er i og hvert point tæller - nu fik vi tre i dag. Jeg synes, vi kunne mærke, at vi ville det mere end OB, og det udløste heldigvis tre point.
- Det giver os ekstra blod på tanden. Men vi er meget ydmyg, og det er en svær situation, vi står i, så vi skal arbejde stenhårdt.