Viborg fortsætter stormløb mod Superligaen

Sidste sæsons Superliga-nedrykker Viborg slog torsdag HB Køge. Holdet har fået 10 af 12 mulige point i foråret.

Der var ingen fotograf på plads til Viborg-kampen, så her en flot Selectbold i stedet. (Foto: © DR, DR Sporten)

Viborg ligner mere og mere en sikker oprykker til Alka Superligaen efter en fremragende start på foråret.

Torsdag blev HB Køge på hjemmebane besejret med 2-0 efter scoringer fra Serge Deble og Marcel Rømer.

Træner Auri Skarbalius kunne se sit hold komme foran efter et kvarter, da Deble udnyttede et klumpspil i gæsternes straffesparkfelt til at bringe værterne foran med 1-0.

I slutfasen cementerede Rømer sejren for midtjyderne, der endnu ikke har indkasseret et eneste mål i foråret.

Det er blevet til tre sejre og en enkelt uafgjort efter vinterpausen for Viborg. Målscoren lyder på 6-0 efter de fire første kampe.

Viborgenserne topper 1. division med 47 point, mens Lyngby og AGF har henholdsvis 39 og 35 på de næste pladser. Lyngby har dog spillet én - mens AGF har spillet to - kampe færre end topholdet.

Både Lyngby og AGF er i aktion senere torsdag.

/ritzau/