Brøndby er blevet tildelt en bøde på 225.000 kroner, efter klubbens fans i forbindelse med kampe mod FCK og Sønderjyske kastede med lightere og afbrændte romerlys.
Det meddeler Dansk Boldspil-Union (DBU) i en pressemeddelelse, hvor det også slås fast, at Fodboldens Disciplinærinstans overvejede skrappere sanktioner.
- I kampen mod Sønderjyske den 4. marts blev Sønderjyskes målmand Marin Skender ramt af kasteskyts fra Brøndby IFs fans i form af lightere, skriver DBU i meddelelsen og uddyber:
- I kampen mod FC København den 8. marts blev der brændt mere end 60 romerlys af fra Brøndby IF-tribunen og endnu en gang benyttet kasteskyts.
Indberetning nummer 11
De to indberetninger på få dage bringer klubben op på i alt 11 indberetninger i denne sæson om brud på Cirkulæret om orden og sikkerhed på stadion.
Det var for Fodboldens Disciplinærinstans en skærpende omstændighed, som fik dem til at overveje hårdere sanktioner.
- I kendelsen understreger Fodboldens Disciplinærinstans, at man overfor Brøndby overvejede andre sanktioner end bøde for at få stoppet de kontinuerlige overtrædelser af cirkulæret, men at der ikke var fundet fuldt tilstrækkeligt grundlag for det på nuværende tidspunkt, skriver DBU.
- Der er en bred vifte af sanktionsmuligheder, der blandt andet spænder fra advarsel, over bødestraf, fratagelse af hjemmebane, pointtab til i værste tilfælde tvangsnedrykning og udelukkelse.
FCK har også fået bøde
Brøndby slipper dog med bødestraffen i denne omgang. FC København er blevet tildelt en straf på 75.000 kroner for kampen mod Brøndby i Parken, da også hjemmeholdets fans affyrede romerlys.
Sønderjyske har fået en advarsel efter kampen mod Brøndby, som ansvarlig for afvikling af kampen i Haderslev.
/ritzau/