VIDEO Uskarp Silkeborgspiller brænder kæmpechance

Morten Beck Andersen formåede at omsætte en kæmpechance til et målspark i Silkeborgs kamp mod Randers.

Skæbnen var god ved Silkeborgs Morten Beck Andersen, der udstillede et manglende målinstinkt i kampen mod Randers.

Sådan følte han det formentlig ikke selv, da han fra få meters afstand trillede bolden forbi et ellers helt frit mål. Men afbrænderen skulle vise sig at være helt gratis for den indskiftede angriber, der blev reddet af at dommeren få sekunder senere fløjtede kampen af, og at han og holdkammeraterne dermed havde sikret sig sæsonens første sejr.   

Hele optakten til situationen var i øvrigt ganske mærkværdig. I overtiden på AutoC Park valgte Silkeborgs Adeola Runsewe at trykke af fra distancen, og af uvisse årsager endte målmand Karl-Johan Johnsson med at redde bolden med brystet, hvilket betød, at bolden røg direkte ud i fødderne på den fremstormende Morten Beck Andersen, der til sin store ærgrelse sparkede bolden forbi den sprællende svenske keeper og hans mål.

Se afbrænderen og den aparte redning øverst i artiklen.