Flere navne til trænerposten i AaB har floreret i medierne den seneste tid, efter at det i december sidste år blev offentliggjort, at Kent Nielsen skal overtage jobbet som cheftræner i OB fra den kommende sæson.
Ifølge Allan Gaarde er intet dog fastlagt endnu, og hvis den rette træner dukker op, så er puljen stadig åben.
- Vi har omkring fire kandidater, og når jeg siger omkring, så skyldes det, at vi ikke fuldstændig har lukket puljen endnu. Så kom der nu verdens mest sexede træner ind fra højre af, så ville nok også få plads til ham i opløbet, siger sportschefen.
Ingen specifikke navne
Allan Gaarde ønsker dog forsat ikke at kommentere på de navne, der har været fremme i medierne som for eksempel Bob Bradley, der tidligere har været amerikansk landstræner, eller den for nylig fyrede Mainz træner Kasper Hjulmand.
- Jeg vil ikke kommentere på enkelt navne. Jeg har kun sagt, at jeg kender til Bob Bradley, men jeg kender efterhånden også til mange trænere, efter den proces vi har haft gang i, fortæller Allan Gaarde.
AaB møder i aften kl. 21.00 Club Brugge i returkampen på belgiernes hjemmebane. Du kan følge kampen her på dr.dk/sporten.