Alka Superligaens bundprop Silkeborg og den debuterende cheftræner Kim Poulsen fik lidt af en mareridtsstart på foråret med 1-3-nederlag hjemme mod Esbjerg lørdag.
Fejlene var alt for mange i første halvleg, erkender Poulsen.
- Det var den værst tænkelig start på foråret, holdet og spillerne kunne få. Som spillerne har sagt til mig; Det kan de gøre meget bedre. Den dårlige start på kampen rystede spillerne lidt og stikker også nogle ting frem fra fortiden, siger Poulsen og fortsætter:
- Blandt andet den måde, de clearer bolden på, det manglende mod i duellerne og til at holde fast i bolden. De første 30 minutter blev derfor udpræget på Esbjergs præmisser, og det er spillerne forbandet ærgerlige over.
Små positive ting
Kim Poulsen er dog ikke udelukkende sortseer.
- Vi har arbejdet meget med det mentale aspekt, for vi ved, vi kan komme i hård modvind i foråret. Og vi ser trods alt en reaktion med målet til 1-3 og hele anden halvleg, selv om det aldrig blev helt godt nok. Spillerne prøvede at hive op i hinanden, og det er positivt.
Fejl at anerkende mål
Esbjergs 0-3-mål var umiddelbart ikke over målstregen, og keeper Thomas Nørgaard både ærgrer sig og tager skylden.
- Det var et spark langt ude fra, som knækkede i luften, men det er ikke nogen undskyldning. Jeg tager den på min kappe.
- Men når jeg efterfølgende ser, den ikke var inde, er jeg selvfølgelig ærgerlig over, jeg ikke fik lov at reparere på den fejl, jeg i første omgang lavede, siger Nørgaard.
Intet brok fra Poulsen
Silkeborg blev derudover tilsyneladende også snydt for et straffespark, da Hans Henrik Andreasen nedlagde Thorbjørn Holst, men cheftræner Kim Poulsen vil ikke brokke sig.
- Vi skal ikke bruge tid på at finde fejl og skyde skylden på nogen. Det kan vi ikke bruge til noget som helst. Vi skal kun tage fat i os selv og ikke udefrakommende faktorer, siger Poulsen.
Silkeborg, der fortsat er uden sejr i sæsonen, gæster søndag om en uge topholdet Randers FC. /ritzau/