AaB henter svensk landsholdsspiller

Andreas Blomqvist skal frem til sommeren 2019 spille for de danske fodboldmestre.

Andreas Blomqvist har to svenske landskampe på cv'et.

Fodboldklubben AaB får svensk forstærkning til forårssæsonen i Alka Superligaen.

De danske mestre meddeler, at de har hentet svenske Andreas Blomqvist på en kontrakt, der løber i fire et halvt år. Han kommer fra Mjällby.

- Andreas Blomqvist er en teknisk dygtig, spilintelligent og målfarlig spiller, der både styrker vores kvalitet og vores bredde i truppen.

- Han indeholder et stort potentiale, og vi har en tro på, at han kan fortsætte sin udvikling hos os, og vi er selvfølgelig glade for, at han valgte AaB som sin nye klub, siger sportsdirektør Allan Gaarde til AaB's hjemmeside.

Vil hurtigt ind på holdet

Den 22-årige midtbanespiller har spillet 69 kampe og har scoret 10 mål i Allsvenskan, og han har haft to kampe for det svenske A-landshold.

- Det bliver vældigt spændende, og AaB er for mig en fantastisk klub at komme til.

- Min ambition er selvfølgelig at blive en del af holdet så hurtigt som muligt, og jeg ser frem til at udvikle mig både som fodboldspiller og som menneske i mine nye omgivelser i Aalborg, siger Andreas Blomqvist.

/ritzau/