7-0: Brøndby får høvl af tyskere

Der er rigeligt at arbejde med for Brøndby, der fik én på hatten mod Bundesligaklubben Hoffenheim.

Thomas Frank har fokus på 'det lave pres'. Det fungerede ikke i testkampen mod Hoffenheim. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

- Indtil videre har vi selvfølgelig arbejdet meget på at sætte nogle ting i gang på det fysiske aspekt. Dernæst har vi så småt taget fat på den defensive organisation - primært på det lave pres. Derfor vil det også være et af de elementer, vi har fokus på mod Hoffenheim.

Sådan lød det fra Brøndby-træner Thomas Frank før Vestegnsklubbens træningskamp mod Bundesliga-klubben Hoffenheim. Kampen blev spillet torsdag eftermiddag, og der synes at være en del arbejde at tage fat på i forhold til det lave pres.

Hoffenheim vandt således med svimlende 7-0.

Komisk selvmål

De blågule kom skidt fra start, da den tidligere Silkeborg-spiller Martin Ørnskov lavede selvmål allerede efter 17 minutter.

Ørnskov spillede en blød bold tilbage til målmand Lukas Hradecky, der svingede skøjten for at losse kuglen væk, men en knold på banen snød finnen og så trillede kuglen stille og roligt i kassen.

Det blev 2-0 kort inden pausen ved Modeste, og i anden halvleg gik det så helt galt for Brøndby, der altså måtte indkassere yderligere fem mål.

Brøndby skiftede ivrigt ud i pausen, hvor anfører Daniel Agger var en blandt flere, der dermed slap for ydmygelsen i anden halvleg.

Næste opgave for Brøndby er 31. januar, hvor der spilles endnu en testkamp. Denne gang mod tjekkiske Mlada Boleslav.