Fodboldklubben AaB meddelte her til morgen, at cheftræneren stopper til sommer. Kent Nielsen ønskede selv at prøve noget nyt, når hans kontrakt udløber.
- Vi har givet Kent et tilbud om at blive hos os. Det er fordi at vi synes, at han er en fremragende træner. Resultaterne i AaB har også vist, hvor dygtig en træner han er. Vi havde selvfølgelig gerne set, at Kent ville fortsætte i AaB, udtaler AaB's sportsdirektør Allan Gaarde.
Kent Nielsen overtog jobbet som cheftræner i AaB i efteråret 2010 på et tidspunkt, hvor de lå sidst i Superligaen.
Historisk med 'The Double'
Det lykkedes for Nielsen at sikre nordjyderne overlevelse i Superligaen og han har siden blot bygget på. Kulminationen var så sidste sæson, hvor det blev til 'The Double'.
- Med et mesterskab og en pokaltitel har Kent skrevet sig ind i AaB-historien med versaler. Han har skrevet sig ind i klubbens historie som en af de vigtigste trænere igennem tiden.
- Han er dygtig til at se igennem resultaterne og se på selve præstationen. Han er nøgtern og enormt flittig. Han tænker fodbold 24 timer i døgnet og ser et hav af kampe, lyder skudsmålet fra sportschefen.
I AaB skal man derfor ud at se sig om efter en ny cheftræner - en proces som man ikke er ret langt med.
- Vi er ikke ret langt i forhold til ansættelsen af en ny træner. Vi har selvfølgelig tænkt på nogle navne, men vi har ikke dialog med nogen endnu. Der går stadig et stykke et inden vi kan præstere en afløser for Kent Nielsen, slutter Allan Gaarde.