Kent Nielsen stopper i AaB til sommer

Superligaklubben meddeler, at cheftræneren har valgt ikke at forlænge sin kontrakt.

Kent Nielsen ønskede ikke at forlænge sin kontrakt i AaB. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

De forsvarende mestre og pokalvindere i fodbold skal ud og lede efter ny træner.

Det står klart, da cheftræner Kent Nielsen har valgt at stoppe i AaB med udløbet af indeværende sæson. Det meddeler klubben i en pressemeddelelse.

AaB havde ellers tilbudt Kent Nielsen en forlængelse, men den 52-årige træner har valgt at søge nye udfordringer.

Klubben ville gerne forlænge

AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:

- Vi ville gerne have beholdt Kent, der har leveret et fremragende stykke arbejde i AaB, hvilket jo i sidste sæson resulterede i en historisk The Double med et dansk mesterskab og en pokaltitel samt efterfølgende kvalifikation til sekstendedelsfinalerne i UEFA Europa League.

Kent Nielsen blev ansat i en kritisk periode i efteråret 2010 og var i den daværende sæson medvirkende til at redde AaB’s forbliven i Superligaen.

Rigtigt tidspunkt at stoppe

- Jeg har haft en fantastisk tid i AaB, og jeg vil selvfølgelig gøre alt for, at vi også præsterer optimalt i et forår, hvor der venter en sekstendedelsfinale i Europa League, en kvartfinale i DBU Pokalen og 16 spændende spillerunder i Superligaen, konstaterer Kent Nielsen.

- Når vi når til sommer, har jeg været i AaB i næsten fem år, og selvom jeg var glad for og også overvejede tilbuddet om en forlængelse, så har jeg vurderet, at det er det rigtige tidspunkt at skilles efter denne sæson, siger Kent Nielsen.

Kent Nielsen har foreløbig stået i spidsen for AaB i 165 officielle kampe med 69 sejre, 44 uafgjorte og 52 nederlag som resultat.