Med mandagens 0-0-kamp mellem Esbjerg og FC Nordsjælland lukkede Superligaen ned for en stund.
Aktørerne fra de tolv klubber kan nu gå på en længere juleferie, inden der d. 22. februar igen bliver fløjtet op de danske stadions.
Vi bad i den anledning fodboldkommentator Andreas Kraul komme med sit bud på efterårets i den bedste danske fodboldrække, og Kraul har valgt at sætte et hold i en 4-4-2-opstilling med en diamant på midtbanen.
Målmand: Karl-Johan Johnsson, Randers FC
Tallene siger det hele. Randers har lukket 11 mål ind i 17 kampe. Det er ganske enkelt fremragende for en keeper. Og Johnsson vinder rigtig mange point for Randers. I mine øjne har han været Superligaens bedste indkøb.
Højre back: Johnny Thomsen, Randers FC
Den tidligere landsholdsspiller har fundet et stabilt højt niveau igen. Han har nu også lagt det til sit spil, at han er blevet ganske solid offensivt. Han har bl.a. stået for en del assists.
Midterforsvar: Patrick Banggaard, FC Midtjylland
Han vokser bare hele tiden. På trods af skiftende makkere har han bare leveret. Han er et rigtigt stort aktiv for FC Midtjylland.
Midterforsvar: Mads Justesen, Hobro
Hans betydning for Hobros eventyr har været så stor, at jeg ikke har kunnet komme udenom ham. Han er leder, indpisker og styrmand, og så har han også været farlig offensivt.
Venstre back: Pierre Bengtsson, FC København
Han er næsten for god til Superligaen og skal nu også videre. Selv mens FC København har spillet dårligt, har han leveret varen.
Defensiv midtbane: Anders Christiansen, FC Nordsjælland
Har har gennemgået en kæmpe udvikling. Han er flyttet tilbage fra en fra 8'er-positionen og spiller nu som 6'er. Det er et fantastisk efterår, at han har sat sammen. Han fik også sin landsholdsdebut i Rumænien.
Offensiv midtbane: Nicolai Jørgensen, FC København
Han har været ude med skader i en lang periode, men har det sidste stykke tid bevist, at han er en af Superligaens største profiler. Han skaber så mange chancer og afgørende situationer, at han er svær at komme udenom.
Højrekant: Pione Sisto, FC Midtjylland
Har vist, at han både er målfarlig og en god oplægger. Han er uforudsigelig, og så er han også blevet bedre rent defensivt.
Venstrekant: Sylvester Igboun, FC Midtjylland
Har som Sisto vist sin målfarlighed og er med til at bibringe noget overrumplende til FC Midtjyllands spil. Et sikkert valg.
Hængende angriber: Mads Hvilsom, Hobro
At være delt Superliga-topscorer når man spiller for et oprykkerhold, der før sæsonen var spået til at rykke ud med et brag, det bevidner om et instinkt og vilje. Derfor skal Hvilsom med på holdet.
Forreste angriber: Martin Pusic, Esbjerg
Han er en fantastisk angribertype. Han vil have bolden og sende den i kassen, og han har attituderne og egenskaberne. En fed gevinst for Superligaen.
Reserver
Målmand: Stephan Andersen, FC København
Forsvar: Mads Fenger, Randers FC
Midtbane: Jakob Poulsen, FC Midtjylland
Midtbane: Elmar Bjarnason, Randers FC
Offensivspiller: Uffe Bech, FC Nordsjælland
Er du enig med Kraul? Kom med dit bud i kommentarfeltet herunder.