Jesper Christiansen er fortid i OB. Det bekræfter den fynske Superligaklub på sin hjemmeside
Den 36-årige målmand, der tidligere i karrieren blandt andet har spillet for Glasgow Rangers, FC København og det danske landshold, udtrykte i sidste uge sin utilfredshed med at være reserve for Mads Toppel.
Og den rolle slipper han for fremover. I dag blev parterne enige om at ophæve kontrakten med øjeblikkelig virkning.
Fundet en ny klub
- Det er klart, at det ikke er tilfredsstillende for en spiller med Jespers ambitioner at sidde på bænken, siger sportschef Jesper Hansen til OB´s hjemmeside.
Dermed slipper OB for en af sine mest løntunge spillere, der allerede har fundet sig en ny arbejdsgiver. Jesper Christiansen har indgået en aftale med 1. divisionsklubben Vendsyssel FF, hvor han har fået en etårig kontrakt.
OB har afløseren klar. Det er 27-årige Emil Ousager, der tidligere har spillet i OB, som vender hjem fra AGF. Faktisk deltog han allerede i træningen tirsdag formiddag.