Medie: FCK henter Stephan Andersen

Ifølge tv-stationen Canal 9 skifter landsholdsmålmanden til FC København.

Stephan Andersen i den danske landsholdstrøje. (Foto: © MURAD SEZER, Scanpix)

Canal 9 har i optakten til Superliga-opgøret mellem FC København og OB i Parken bragt historien om, at Stephan Andersen, ifølge TV-stationens oplysninger, skifter til FCK.

- Jeg udtaler mig aldrig om hverken transfers eller Stephan Andersen. Vi forholder os til, at vi har tre målmænd: Wiland, Kim Christensen og Jakob Busk, siger FC København-træner Ståle Solbakken til Canal 9.

Vil du afvise det?

- Jeg afviser ikke, men jeg kommenterer det ikke, lyder svaret fra Solbakken.

Stephan Andersen blev tidligere på ugen løst fra sin kontrakt i den spanske klub Real Betis. Andersen var i anden halvdel af den netop overståede sæson udlejet til Go Ahead Eagles i den hollandske Æresdivision.

Målmanden spillede fra 2007 til 2011 for Brøndby inden han skiftede vil franske Evian. Andersen står noteret for 24 landskampe for Danmark.