Brøndby fik den værst tænkelige start på foråret med et 0-2-nederlag hjemme mod oprykkerne Randers FC. Den grelle start blev ikke gjort kønnere af Brøndbys tilhængere, der markerede sig ved at kaste både lightere, kanonslag og en enkelt gulerod efter Randers FCs keeper David Ousted.
De episoder bliver nu sendt videre i systemet, fortæller kampens dommer Michael Svendsen til DR Sporten.
- Det er vores opgave at indberette det her til DBUs disciplinærudvalg, så det vil vi gøre, siger Svendsen, der også fortæller, at han var meget tæt på at afbryde kampen, da der blev smidt kanonslag på banen.
- Det skulle ikke have fortsat i den gænge, så var vi gået i omklædningsrummet. I første omgang vælger vi at få sendt et signal ud over lydanlægget, og appellerer til tilskuerne om at tage vare på spillernes sikkerhed. Det er det, jeg er her for at sørge for. Hvis jeg ikke kan garantere for spillernes sikkerhed, så er det klart, så går vi i omklædningsrummet.
Brøndby har i forvejen en sag på nakken, og var oprindeligt sat til at spille kampen mod Randers FC samt den efterfølgende hjemmekamp mod Esbjerg for lukkede døre på grund af ballade og baneinvasion i pokalkvartfinalen mod FCK.
Den kendelse valgte Brøndby dog at appellere, og kampene for tomme tribuner er derfor foreløbigt udsat.
Se højdepunkter fra kampen mellem Brøndby og Randers i klippet over artiklen her.