Den tidligere Brøndby-angriber Simon Makienok fik mandag aften sin debut i den bedste italienske fodboldrække, da han fik de sidste fem minutter i Palermos 2-1-nederlag ude mod Hellas Verona.
For godt to uger siden skiftede Simon Makienok til den sicilianske Serie A-klub Palermo og i udekampen mod Hellas Verona havde træner Giuseppe Iachini fundet plads til den fysisk stærke angriber på bænken.
Blandt hjemmeholdets reserver sad forsvarsspilleren Frederik Sørensen, der efter Bolognas nedrykning i sidste sæson nu er på et lejeophold i Hellas Verona.
Gæsterne fra Palermo kom bedst fra start, da Franco Vazquez bragte dem i front efter 18 minutters spil.
Kort før pausen fik Verona-topscorer Luca Toni bragt Balance i regnskabet, da han omsatte et forsøg fra ellevemeterpletten.
Fem minutter til Makienok
Med knap et kvarter igen var gæsternes Eros Pisona så uheldig at score i eget net.
Dette fik Palermo-træner Iachini til at reagere og med fem minutter igen blev Makienok skiftet ind til sin italienske debut - ovenikøbet på Preben Elkjærs gamle hjemmebane Stadio Marc Antonio Bentegodi.
Det var ikke meget Makienok fik at arbejde med i sine få minutter på banen og opgøret sluttede med en 2-1-sejr til Hellas Verona.
Frederik Sørensen så hele kampen fra hjemmeholdets bænk.