Krohn-Dehli: Champions League er en stor bonus

Det er flere måneder siden, at Michael Krohn-Dehlis aftale med Sevilla blev indgået, bekræfter hovedpersonen.

Efter sommeren skal Michael Krohn-Dehli spille Champions League med sin nye klub, Europa League-mestrene fra Sevilla. (Foto: © Srdjan Stevanovic, Getty Images)

Landsholdsspilleren Michael Krohn-Dehli glæder sig over, at han med skiftet fra Celta Vigo til storklubben Sevilla også får mulighed for at spille Champions League i næste sæson.

Det siger Krohn-Dehli efter mandagens træning med det danske landshold, der fandt sted, samtidig med at Sevilla offentliggjorde tilgangen af den danske midtbanespiller.

- Det er selvfølgelig en stor drøm at skulle spille Champions League, så det var selvfølgelig en stor bonus, der kom i onsdags, siger Michael Krohn-Dehli med henvisning til, at Sevilla vandt Europa League-finalen og dermed sikrede sig plads i næste sæsons Champions League.

Aftalen gik i orden flere måneder før

Det var dog langt fra sikkert, at Sevilla skulle spille Champions League, dengang kontrakten blev underskrevet.¨

Krohn-Dehli bekræfter, at klubskiftet gik i orden for flere måneder siden.

- Jeg har vidst det i et par måneder, lyder det fra landsholdsspilleren.

Michael Krohn-Dehli har fået en kontrakt på to år i Sevilla med option på yderligere et år.

/ritzau/