Inden for de seneste 12 måneder har hun være tæt på døden, ligget i kunstigt koma og vundet VM i Triatlon.
Den nykårede verdensmester Camilla Pedersen er på alle måder en utrolig historie med den bedst tænkelige udgang
For to dage siden kom VM-triumfen, da hun i Kina vandt på den lange triatlondistance - fire kilometers svømning, 120 kilometers cykling og 20 kilometers løb.
- Det er svært for mig at opfatte, at jeg faktisk lige har vundet VM, siger Camilla Pedersen til DR Sporten.
For blot et år siden - 3. september 2013 - styrtede den 31-årige esbjergenser på en træningstur og lå efterfølgende i koma i 19 dage.
- Det er rigtig svært at forholde mig til at det faktisk kun er et år siden, at jeg vågnede fra koma. Det har været en rigtig hård kamp, og jeg er ikke nået så langt endnu, som jeg skal nå, så jeg kæmper stadig. Men jeg er mega glad og mega stolt over at kunne stå her i dag, siger Camilla Pedersen.
Superform redede hendes liv
Uheldet skete blot en uge, før Camilla Pedersen skulle have været til VM i Ironman på Hawaii. Hun var i sit livs form, og det endte med at redde hendes liv.
- Hvis jeg ikke havde været i så god form, da jeg styrtede, så havde jeg heller ikke stået her i dag. Min krop har været vant til at være presset til de maksimale grænser, og det var den også, da jeg lå i koma.
- Det har været en hård kamp, og der har været rigtig, rigtig mange nedture undervejs, men man skal hele tiden vende det, og hver gang, jeg har haft de der nedture, så har jeg sagt "okay, du er faktisk stadigvæk i live".
Vil vinde Ironman
Camilla Pedersen drømmer om at nå tilbage til den absolutte verdensstop på den mest prestigefyldte distance.
- Det store mål har hele tiden været at vinde VM på Ironman-distancen på Hawaii. Det bliver selvfølgelig ikke i år, og det bliver nok heller ikke næste år, men det er det store mål.