Det danske landshold løber i aften på banen i Parken til den vigtige EM-kvalifikationskamp mod Serbien, hvor Morten Olsens tropper med en sejr kan tage et stort skridt mod deltagelse ved slutrunden i Frankrig næste sommer.
For fodboldnostalgikere er der ikke meget at komme efter, når det handler om kampe mellem Serbien og Danmark. De to nationer har blot mødtes en enkelt gang, og det var allerede tilbage i november, hvor Danmark vandt 3-1 i Beograd.
Zoran Tosic bragte hjemmeholdet foran 1-0 allerede efter fire minutter, mens Nicklas Bendtner og Simon Kjær med to hurtige scoringer efter cirka en times spil vendte opgøret på hovedet. Nicklas Bendter rundede kampen af med scoringen til 3-1 fem minutter før tid.
Store klask til i Frankrig
Det opgør er der bare ikke mange grynede billeder i (og vi har på DR Sporten heller ikke rettigheder til at vise noget fra den kamp), så i stedet er vi gået i arkivet og fundet den første danske sejr nogensinde over Jugoslavien.
Her skal vi tilbage til EM-slutrunden i Frankrig i 1984.
Danmark indledte turneringen med et 1-0-nederlag til værtsnationen Frankrig, hvor Allan Simonsen desuden brækkede benet.
Danskerne havde godt styr på superstjernen Michel Platini kampen igennem, men alligevel blev den krølhårede tekniker matchvinder med en noget heldig scoring 12 minutter før tid.
Der var derfor et vist pres på Sepp Pionteks tropper, før den anden gruppekamp mod Jugoslavien. Et pres, som de rød-hvide tilsyneladende havde det ganske godt med.
I hvert fald blev Jugoslavien kørt fuldstændig over med 5-0. Frank Arnesen åbnede festen allerede efter otte minutter, inden Klaus Berggreen fordoblede føringen efter 16 minutter.
I anden halvleg scorede Frank Arnesen sit andet mål i kampen med tyve minutter igen, efter et straffespark begået mod Preben Elkjær, der ikke kan beskyldes for at underspille i situationen.
Elkjær scorede selv til 4-0 med otte minutter igen, inden John Lauridsen stod for målet til 5-0 kort efter.
Du kan se et fyldigt sammendrag af kampen i klippet øverst.