Schmeichel: Bedre fodboldspiller af at blive far

Kasper Schmeichel har haft en turbulent, men succesfuld sæson. Her fortæller om, hvordan hans familieliv har givet ham styrke til at klare de prøvelser, han kommer ud for som fodboldspiller.

Kasper Schmeichel var med til at redde Leicester, så klubben nu også til næste sæson spiller i Premier League. (Foto: © Franck Fife, Scanpix)

Han kommer stærkere tilbage. Bruger det som brændstof. Tager det til sig og lægger det til i styrke. Kasper Schmeichel samler ikke på nederlag. Og dem han får, bruger han konstruktivt. Som nu den lange skade han havde tidligere på sæsonen. Eller den dårlige clearing i mandags mod Montenegro.

Den positive tilgang er kommet med årene. Han har haft 28 år til at nå til det sted, hvorfra han kigger ud på verden lige nu. Et sted, hvor han hviler i sin rolle som familiefar og som fodboldspiller.

- Jeg kan kun sige det sådan her: Jeg er glad i mig selv lige nu, er meget afklaret og rolig i forhold til, hvor jeg er i min karriere og i mit liv, siger han til DR Sporten midt imellem landsholdets træninger i Helsingør

Ro og modenhed

Det har været en sæson, hvor han har erobret landsholdets målmandsplads, hvor han efter en skade kæmpede sig stærkt tilbage i Leicester, og hvor han var en afgørende faktor i klubbens overlevelse i Premier League. 

Den ro og modenhed, han med årene har oplevet udenfor banen, og som ser ud til at kulminere i disse år, har han taget med sig ind på banen.

- Min familie hjælper mig meget, giver mig ro, støtte og perspektiv, og det er ret vigtigt og afgørende i fodbold. Jeg er blevet en bedre fodboldspiller af at blive far og få en familie. Jeg har nemmere ved at give slip på eksempelvis nederlag, siger Schmeichel, der er far til to, og fortsætter:

- Når man har børn, så er de ligeglade, om du har spillet godt eller dårligt. Man må komme videre på en anden måde, end før man havde børn, og hvor nederlag kunne sidde i én i et par dage. Nu må man videre, så det er en god ting, siger han og slår fast, at han både klubmæssigt og privat er et godt sted lige nu.

- Jeg er, hvor jeg vil være. Jeg er meget glad for, hvor jeg er lige nu i min karriere og liv. Jeg spiller i en fantastisk klub med en fantastisk manager og ejer. Vi er i Premier League, hvilket jeg altid har drømt om, så jeg er meget glad for mit liv lige nu.

Et skridt tilbage

Selv negative faktorer, så som den skade der holdt ham ude et stykke af sæsonen eller den halvsløje indsats ved montenegrinernes mål i mandags, lader ikke til at gå ham på.

- Nogle gange bliver man nødt til at tage et skridt tilbage for at kunne analysere situationen på en anden måde, end når man er i det. Man lærer hele tiden, og det gør man også, når man eksempelvis er skadet, siger Schmeichel, der i vinter blev opereret for et brud på en mellemfodsknogle.

- Det var irriterende at være skadet, når man gerne vil spille, men sådan er livet nogle gange, og man må komme videre. Der er ikke tid til at være ked af det over det, man må bare gøre alt for at komme tilbage på hesten så hurtigt som muligt. Der er faktisk ikke nogle hemmelige formularer på det, siger han og uddyber:

- Man lærer og bliver klogere af det negative, der sker. For mig var skaden naturligvis negativ, men det måtte jeg bide i mig. Jeg havde aldrig haft sådan en skade før, så jeg var ikke vant til, at jeg ikke kunne gøre noget som helst for, at det kunne hele hurtigere. Jeg måtte lære at være tålmodig. Jeg følte mig eksempelvis klar til at spille lang tid, før jeg fik clear fra lægerne, så der måtte jeg lytte til dem i stedet for mig selv.

Det var vist godt, at Kasper Schmeichel lyttede til lægerne, for målmanden kom tilbage i sæsonens sidste 10 kampe og var med til at redde Leicester i den bedste engelske række. Og da han kom tilbage på banen efter skaden, var det med en brændende glød.   - Man kan komme tilbage med en friskhed og en energi og gejst, som spillerne, der har spillet en hel sæson, har brug for; de har brug for, at der kommer én ind med lidt friskt blod. Det er ligesom, når man skriver under med en ny spiller i januar, så kommer der et friskt pust ind. Jeg kom tilbage og var helt klar og var måske det friske pust, der skulle til, siger han og slår fast, at hans mentale styrke blev stærkere af skaden.

- Du kan ikke være en professionel målmand uden at have mental styrke. Man må tage en skade og andre negative ting i stiv arm, komme videre og arbejde hårdt på andre punkter, bruge tiden på den rigtige måde, og det var det, jeg gjorde, siger han.

- For mig handler det om spilletid og erfaring - og jeg har fået begge dele denne sæson Jeg har fået mange kampe, 25 kampe. Det er endnu mere erfaring, der gør, at jeg kan komme tilbage og være en bedre målmand til næste sæson, siger Kasper Schmeichel.

Danmark til EM

Med redningen af Leicester er første delmål effektueret. Nu gælder det om at få Danmark tættere på en EM-plads til næste sommer i Frankrig. Vejen dertil går gennem en sejr over Serbien lørdag i Parken.

- At være med til en slutrunde er en kæmpe oplevelse. At opnå det som hold er kæmpe stort, så vi var meget ked af ikke at komme med til VM i Brasilien. Men vi har en god chance for at komme med denne gang, og hvis vi vinder mod Serbien, er vi i en endnu bedre position, selv om der stadig er et stykke endnu. Men det vil være et stort skridt, hvis vi vinder mod Serbien.