Viborg Stadion kommer den 8. juni til at huse landsholdets træningskamp mod Montenegro. Det meddeler Dansk Boldspil-Union (DBU) fredag.
Det er første gang nogensinde, at domkirkebyen lægger græs til en A-landsholdskamp.
U21-landsholdet og kvindelandsholdet har tidligere været forbi Viborg ved flere lejligheder og har oplevet god opbakning, hvilket er en af grundene til, at herrelandsholdet nu også besøger Viborg.
- Det er vigtigt for DBU at spille vores venskabskampe i provinsen, så flere fans kan få lejlighed til at se vores bedste spillere helt tæt på. Når Viborg samtidig lover, at kampen bliver udsolgt, så glæder vi os endnu mere til at være med til at skabe en god opbakning til landsholdet og en god oplevelse til alle i byen, siger DBU´s elitechef Kim Hallberg til fodboldforbundets hjemmeside.
Kampen mod Montenegro er en del af landsholdets forberedelse til de vigtige EM-kvalifikationskampe, hvor Serbien er første modstander den 13. juni.
Den kamp vil blive spillet på den normale hjemmebane Parken på Østerbro i København.