Erfarne landsholdsspillere om konflikt: Luften er renset

William Kvist og Lars Jacobsen siger samstemmende, at konflikten er vel overstået, og at de nu vil fokusere på fodbold i stedet for forhandlinger.

William Kvist vil se fremad nu.

Nu handler det om fodbold og ikke andet. Beskeden fra de erfarne kræfter på landsholdet er enslydende, når spørgsmålene går i retning af konflikten mellem Dansk Boldspil-Union og landsholdsspillerne, der fandt sin afslutning i går.

- Først og fremmest er vi rigtig glade for, at der er kommet en aftale, så vi nu kan koncentrere os om spillet på banen, siger midtbanespiller William Kvist, der også er en del af landsholdets spillerråd.

Han medgiver, at hele konflikten om aflønningen af landsholdsspillerne og deres ret til at forhandle aftaler kollektivt ikke blev løst elegant.

- Det har nok været lidt uskønt på nogle punkter, men det har så været nødvendigt, og det er så det. No hard feelings. Nu kører vi videre med en aftale, som begge parter er glade for.  

Han får opbakning fra en anden af de rutinerede kræfter på landsholdet, Lars Jacobsen, der har 72 kampe i den rød-hvide trøje på cv'et.

- Vi har rundet af og lukket diskussionen ned, og vi har aftalt ikke at tale mere om det. Vi slår en streg over det, og så handler det om at spille noget fodbold, siger Guingamp-spilleren, der ikke ønskede at sige andet om forhandlingsforløbet, end at "det har været fint".

Informationsmøde

Spillerne mødtes i løbet af dagen til et møde for at tale om konflikten og den nye aftale, og ifølge William Kvist var det ikke for at mægle spillerne imellem, selvom der undervejs har været optræk til uenighed enkelte gange.

Blandt andet udtalte Pierre-Emile Højbjerg sig på et tidspunkt på en måde, der fik landsholdsanfører Daniel Agger til at sige, at den unge midtbanespiller formentlig "ikke havde tænkt sig om".

- Folk er spredt ud over hele Europa, så det er lidt svært at følge med, og så skal de have at vide, hvad det er for en aftale, vi har fået på plads, siger William Kvist og slår samtidig fast, at det fremtidige samarbejde med DBU ikke bliver påvirket.

- Det har været nogle intense forhandlinger, men luften er fuldstændig renset.

Danmark spiller mod USA på NRGI Park i Aarhus onsdag klokken 20:15.