Olsen vælter sig i tilbud: De spørger om jeg kan starte nu

Morten Olsen er allerede begyndt at få tilbud fra interesserede klubber. Landstræneren er smigret, men afviser at forlade posten før tid.

Morten Olsen har allerede fået mange tilbud fra klubber. (Foto: © Jens Nørgaard Larsen, Scanpix)

Der gik ikke lang tid, efter at Morten Olsen havde udmeldt sin afgang som landstræner i juli 2016, før det begyndte at røre på sig ude i fodboldeuropa. De første klubber har allerede givet deres interesse til kende og forsøgt at hente Olsen.

- Der har været nogle klubber, som spørger, og som er interesserede. Det er der altid. Der har været nogen, der har spurgt, om jeg kan starte allerede nu, siger Morten Olsen til DR og fortsætter:

- Og det er da smigrende, men det kan jeg altså ikke. Jeg har meldt ud, at det først er om 16 måneder, og så må vi se om kræfterne og jobbene er der til den tid, siger den danske landstræner.

Kan være slut

Hvis tilbuddene ikke stadig er attraktive til næste sommer, så er det slut, siger Olsen, der understreger, at han håber, at der stadig vil være plads til ham et sted ude i fodboldens univers.

- Lige nu ved jeg ikke, om jeg stopper. Hvis muligheden for et trænerjob er der om 16 måneder, så må vi se; hvis ikke der er muligheder, så var det dét for mit vedkommende, siger Olsen og fastslår, at han stadig har helbredet og motivationen til at fortsætte.

- Vi har fire vigtige kvalifikationskampe, som vi skal forberede os til, og hvis jeg ikke var motiveret til det, ville jeg have holdt helt op. Jeg glæder mig jo. Der er ikke to dage, der ligner hinanden; det er ikke venstrehåndsarbejde, men det er heller ikke noget onemanshow, siger han.

Jeg er ingen politiker

Én ting er i hvert fald helt sikkert. Morten Olsen kommer ikke til at arbejde i DBU, FIFA eller UEFA som fodbold-politiker. Det har han ikke tålmodighed til, siger han.

- Jeg er så langt fra en politiker at være, som man kan være. Jeg har slet ikke tålmodighed til det, og jeg er ikke god til kompromiser, så det overlader jeg til dem, der har interesse for det, siger Olsen, som afviser, at den seneste konflikt har haft indflydelse på, om han eventuelt vil arbejde for DBU i fremtiden.

I det hele taget mener landstræneren, at den nu løste konflikt mellem spillerne og DBU ikke vil have nogen indflydelse på den trup, der møder ind mandag i Aarhus forud for testkampene mod USA og Frankrig. Ligesom ledelsen i DBU ikke skal blande sig i hans arbejde, bedyrer Olsen.

- Ledelsen blander sig ikke i, om vi spiller 4-4-2 eller 4-3-3, og det skal de heller ikke, det ved de godt. Jeg er ansat til det, jeg har forstand på, jeg har det sportslige ansvar, og så udstikker de nogle retninger relaterende til den økonomi, der er til stede, og det må jeg så forholde mig til, siger han.