Højbjerg: Intet overskygger æren

Pierre-Emile Højbjerg fastslår, at penge ikke er omdrejningspunktet for at spille på landsholdet.

Æren betyder mere end penge, når Pierre-Emile Højbjerg trækker landsholdstrøjen over hovedet. (Foto: © CHRISTOF STACHE, Scanpix)

Landsholdskonflikten mellem DBU og Spillerforeningen har mandag udviklet sig til at være et spørgsmål om størrelsen på spillernes lønninger.

Det er bare ikke det mest centrale, skriver Pierre-Emile Højbjerg på sin facebookprofil. Et tal på en bankkonto kommer nemlig aldrig til at overgå følelsen af at repræsentere Danmark, lyder det:

- Penge kan på intet tidspunkt overskygge glæden og ikke mindst æren over at repræsentere det danske A-landshold og Danmark.

Mødes måske mandag

Ifølge DR Sportens oplysninger forventer Spillerforeningen at mødes med DBU mandag aften, mens DBU endnu overvejer hvor vidt unionen vil møde op til den aftalte forhandling. DBU kræver, at Spillerforeningen flytter sig på de økonomiske spørgsmål, før forhandlerne sætter sig til bords.

Uanset hvad der sker - eller ikke sker - mandag aften, så udtager Morten Olsen og Jess Thorup et A- og U21-landshold tirsdag.

De to mandskaber skal begge spiller to testkampe i slutningen af marts, mens kvindelandsholdets næste opgave først ligger den 8. april.