Det er et stort skridt i den rigtige retning, når Daniel Agger og andre spillere torsdag for første gang deltager i forhandlingerne mellem DBU og Spillerforeningen. Det mener DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.
- Spillerne vil rigtig gerne nå frem til en løsning, og uret begynder efterhånden at tikke lidt hurtigt i forhold til, at der skal udtages en landsholdstrup på tirsdag i næste uge.
- Men faren for, at Morten Olsen i næste uge skal udtage lidt af et sekundalandshold, er helt sikkert blevet mindre med denne her udmelding, siger Andreas Kraul.
Spillerne er løsningsorienterede
Han har hele tiden troet på, at parterne nok skulle finde en løsning på konflikten i tide. Men spillernes tilstedeværelse ved forhandlingsbordet bringer en afslutning på konflikten tættere.
- Noget af det, der ligesom har været tydeligt er, at de forhandlere, der har siddet indtil videre, ikke rigtig har kunnet nå hinanden. Det er ligesom om, at der har været dårlig kemi rent personligt.
- Det er spillerne, som det her handler om. De er meget løsningsorienterede, og de er direkte parter i sagen, siger Andreas Kraul.
AaB-spillere løste konflikt i sensommeren
I august sidste år truede en konflikt mellem Spillerforeningen og Divisionsforeningen med at ødelægge AaB's og FC Københavns europæiske efterår.
Ved den lejlighed kom der skub i forhandlingerne, da en lille gruppe AaB-spillere i 11. time lagde pres på de to parter og satte sig til forhandlingsbordet.
- Der kom virkelig skred i det, da AaB-spillerne gik ind i den konflikt. På det tidspunkt var det lige inden lukketid, fordi der skulle spilles nogle kampe. Så det kan godt være, at det ikke går lige så hurtigt denne gang. Men en løsning er stadigvæk kommet tættere på, siger Andreas Kraul.