Fodboldlandsholdets kommende tre testkampe og EM-kvalifikationskampen mod Serbien i juni kan komme i fare. I hvert fald når det kommer til brug af spillere, der er medlem er Spillerforeningen.
Forhandlingerne mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen om en ny aftale for landsholdsspillerne er nemlig brudt sammen.
Det oplyser DBU i en pressemeddelelse onsdag formiddag. Dermed står parterne uden en aftale for landsholdsspillerne.
Unionen beder onsdag en bruttotrup på mellem 40 og 60 landsholdsspillere om at tilkendegive, om de vil stå til rådighed for landsholdet i det kommende halve år.
Det gælder således testkampene mod USA, Frankrig og Montenegro samt EM-kvalifikationskampen mod Serbien.
Lønnedgang på 17 procent
Dansk Boldspil-Union har som følge af store underskud stillet spillerne en reduceret økonomisk aftale i udsigt. Aftalen betyder en lønnedgang på 17 procent.
I brevet til spillerne skriver unionen således:
- Den samlede økonomi i aftalen er reduceret med i alt 17 procent Dette skyldes, at DBU’s indtægter for landsholdet er presset - både i forhold til billetsalg og sponsorer - samt at DBU ønsker at styrke økonomien i relation til talentudvikling og fanoplevelse i forbindelse med landskampene.
DBU ønsker, at spillerne individuelt accepterer den nye aftale.
DBU holder pressebriefing om situationen klokken 11.
/ritzau/