DBU nedtoner samarbejdet med Qatar

Ingen landsholdsture til Qatar i den kommende tid.

Dansk Boldspil Union vil i den kommende tid nedtone samarbejdet med Qatar. Ingen af unionens landshold vil gøre brug af muligheden for ophold i ørkenstaten, der er under konstante anklager for brud på menneskerettigheder. Årsagen til at DBU nu ”klapper hesten” i forhold til Qatar, er en henvendelse fra Kulturministeriet.

- Den anden dag fik vi nye spørgsmål fra kulturministeren. Det er uddybende spørgsmål om de træningsophold, vi har sendt af sted. Vi har fået oplyst, at der er indkaldt til et samråd i Folketinget. I den situation vil det ikke være ordentligt, hvis vi begynder at træffe beslutning om at sende ungdomslandshold på en ny tur til Qatar, siger formanden for DBU, Jesper Møller.

Han understreger dog, at der ikke er tale om en boykot fra unionens side.

- Vores holdning er egentlig uændret. Vi skal fortsat bruge vores internationale organisation til at lægge maksimal pres på for at sikre nogle bedre forhold for de mennesker, der er dernede.  Nu tager vi en uge eller to og ser hvor samrådet ender, og så tager vi den derfra, siger Jesper Møller.

DBU kan ikke diktere, hvordan danske klubber skal forholde til invitationer fra Qatar. Men formanden har dog en holdning.

- Jeg synes, at i den situation hvor der er en politisk proces i gang, så er det mest ordentlig, at vi afventer den proces, siger Jesper Møller.

Øverst i artiklen kan du se et indslag om DBU's beslutning. Klippet er lavet af Johan Haarløv.