VIDEO Martin Jørgensen: Der mangler disciplin i dansk fodbold

- De unge kan godt være lidt forkælede engang imellem, lyder Martin Jørgensens vurdering.

Tidligere på ugen offentliggjorde Martin Jørgensen, at han stopper sin karriere med efterårssæsonens udløb.

Den tidligere landsholdsspiller var derfor onsdag en af ugens gæster hos Clemens Kjersgaard i programmet Vi ses hos Clement.

Og AGF-profilen var i programmet blandt andet ude med en kritik af de danske talenter.

- Dansk fodbold - og især de unge spillere - kunne lære meget af disciplinen fra italiensk fodbold.

- Nu ved jeg godt, jeg kommer til at lyde som sådan en gammel en, der siger: 'dengang jeg var ung, der var det rigtigt hårdt at spille,' men der var en anden omgangstone dengang. De unge kan godt være lidt forkælede engang imellem, fortæller Martin Jørgensen.

For meget hygge i dansk fodbold

Ingen anden dansker har spillet flere kampe i den italienske Serie A end Martin Jørgensen. Han har spillet i alt 13 sæsoner og 330 kampe for henholdsvis Udinese og Fiorentina.

- Presset udefra, fra medier, fra fans er slet slet ikke så stort i Danmark, som det er i Italien. Lige da jeg kom hjem, rykkede vi ned med AGF. Der havde Fiorentina en skidt afslutning på sæsonen og blev kun nummer ni. Der spillede min holdkammerat Per Krøldrup der stadigvæk. Han havde det værre ved at ende midt i tabellen, end jeg havde det ved at rykke ned med AGF.

Så man kan godt lære lidt af den italienske disciplin?

- Ja, det kan man godt. Man kan for eksempel lære, at når man begynder at træne, så er man hundrede procent fokuseret. Og man er det i halvanden time. Det var noget, jeg godt kunne tænke mig, at danske spillere blev bedre til.

Går I og hygger jer lidt for meget i dansk fodbold?

- Ja. Det kan man måske godt sige. Det er betydeligt hårdere, når man kommer syd for grænsen. Konkurrencen er større, og der er flere at vælge imellem, så hvis du ikke præsterer, så ryger du ud til højre. Midlerne er også større. Så det kan godt være han har kostet lidt penge, men hvis han ikke leverer, så bruger vi lidt penge, og så køber vi en anden, svarer Jørgensen.

Se interviewet med Martin Jørgensen i playeren over artiklen.