Når Pione Sisto inden længe bliver dansk statsborger, får han ikke bare et bordeaux-rødt pas ind af døren, han får også mulighed for at blive udtaget til det danske landshold.
- Han er jo stadig kun U-landsholdsspiller, og det er fantastisk, så langt han allerede er i sin udvikling. Og vi glæder os enormt over, at han endelig bliver dansker med dansk pas - indeni tror jeg, han har følt sig som dansker i mange år.
- Så vi glæder os - om det bliver på det ene eller andet landshold - til at modtage ham. Det har han vitterligt fortjent, siger Morten Olsen til DR Sporten.
Til dagligt optræder 19-årige Sisto for FC Midtjylland, hvor han har markeret sig med seks mål og tre assist i denne sæsons Superliga - men Sisto er meget mere en tørre tal, mener Morten Olsen:
- Sisto har mange kvaliteter. Han er en af dem, der sælger billetter. Han behersker bolden og har en stor fodboldformåen teknisk set, og taktisk bygger han hele tiden på i MidtjyllandHan er både en individualist og en teamspiller, så på de dage, hvor det ikke flyder, og det sker ofte for unge spillere, har han stadig stor betydning for holdet.
Så han er en kommende a-landsholdsspiller?
- Det er der ingen tvivl om, lyder det fra Morten Olsen.