Pakket med storklubber til U21-brag

Det handler om kvalifikation til EM, men også om at vise sig frem for de europæiske storklubber, når Danmark møder Island.

Hvorvidt der bliver fyldt på Aalborg Stadion, når det danske U21-landshold fredag spiller det første af to kvalifikationsopgør til EM mod Island, er uvist.

Skulle der være et par enkelte tomme sæder, så bliver det dog næppe på grund af arbejdsvægring hos talentspejderne fra de europæiske storklubber.

Interessen for braget i Aalborg er ganske overvældende, fortæller landsholdskoordinator for U21-landsholdet, Thomas Andersen.  

- P.t. har vi omkring 70-80 tilmeldte, og jeg tror, vi når omkring 100 tilmeldte scouts fra ind- og udland, så der har været en massiv interesse for kampen. Det er normalt, at der er et rimeligt godt fremmøde, men der er exceptionelt mange til den her. Det må være et udtryk for, at de mener, at der er noget, der kunne være spændende.

De tilmeldte talentspejdere kommer blandt andet fra de helt store klubber som Manchester United, Bayern München, Chelsea og Juventus, men de danske – og islandske – U21-drenge får også mulighed for at vise sig frem for repræsentanter fra lidt mindre fodboldglamourøse destinationer.  

- Der kommer også nogle fra lande, som vi normaltvis ikke har den store interesse fra. Lande som Polen, Cypern og andre steder.

Playoff-kampen i Aalborg bliver vist på DR3 på fredag med optakt fra klokken 17:40.