Brøndby IF meddelte fredag fondsbørsen, at man er blevet enig med den italienske Serie A-klub Palermo om et salg af angriberen Simon Makienok.
- Det virker umiddelbart til at være et fornuftigt skifte, både for Brøndby og Simon Makienok.
- Makienok har igennem længere tid haft tilbud på hånden og har også sagt nej til tilbud. Man har så vurderet, at det her er attraktivt både sportsligt og økonomisk, lyder vurderingen fra DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.
Brøndby var sidste sommer blevet enig med en klub i den russiske liga, men den lange angriber fik selv anulleret handlen.
- Det er svært at spå om, hvor en given spiller vil få succes. Det afhænger udover spillerens kvaliteter også af kemi og held. Jeg tror, at han har større sandsynlighed for at lykkes i Italien og i Palermo end eksempelvis den besynderlige russiske klub, hvor han sagde nej til en masse millioner.
Siciliansk galehus
Palermo, der i et par sæsoner havde Simon Kjær på holdkortet, har tradition for ikke at sidde på hænderne, når det kommer til trænerfyringer.
Hele 21 gange er en træner blevet opsagt før tid indenfor de seneste otte sæsoner, hvilket giver et snit på knap tre fyringer pr. sæson.
- Selvom Palermo er en form for italiensk galehus, så har Makienok dog en form for vestlig kultur at læne sig op af. Og måske også kvaliteterne til at få succes i en god liga som Serie A.
Makienok er ifølge Kraul alt andet end et klassisk italiensk forward - noget det kan vise sig at blive en fordel for sydsjællænderen.
- Man kan sige, at han ikke passer ind i Serie A, men det er måske ligefrem hans fordel. Der findes ikke mange af hans type i Europa og slet ikke i Italien. Han er en uortodoks spiller, og i et land som Italien satser man traditionelt set på teknisk stærke angribere, men Makienok er mere en form for targetman.
- Han bliver nok ikke ligefrem topscorer, men jeg tror, at han kommer ind og får en rolle på holdet. Han har taget en rigtig fornuftig karrierevej. Han startede i Herfølge, inden turen gik over HB Køge og Brøndby. Han har hele tiden lagt på og er vel en af Superligaens tre bedste angribere.
Svækket - men afløseren er klar
Og fodboldkommentatoren er ikke i tvivl om, hvor salget stiller Brøndby.
- Det svækker Brøndby markant. Der står Makienok på en stor procentdel af Brøndbys mål de seneste sæsoner.
- Selvom det er en svækkelse, så har man en svensker med navnet Johan Elmander klar til at tage over, så man er dækket ind allerede til opgøret mod FC Nordsjælland, slutter Andreas Kraul.
Brøndbys første opgør efter salget af Simon Makienok er søndagens udekamp mod FC Nordsjælland. Kampen fløjtes op kl. 17.00 på Farum Park.