Andreas Kraul: Berendts stil var udansk

DBU's fyring af Lars Berendt kommer en smule bag på DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.

(Foto: © PIOTR WITTMAN, Scanpix)

Fredag middag meddelte DBU, at man har valgt at fyre pressechef Lars Berendt - en fyring der kommer en smule bag på DR Sportens Andreas Kraul.

- Jeg er rimeligt overrasket over fyringen. Egentlig er det meget logisk, hvis man vil lave et clean cut for at få en helt ny profil, men omvendt er det også en mand som har været på posten i 22 år og som har tegnet dansk fodbold rigtig markant og som også har gjort gode ting for DBU. Så jeg er lidt overrasket, lyder det fra Kraul.

Kommentatoren ser fyringen som en tydelig indikator på en kursændring hos fodboldforbundet.

- Det er et klart signal om, at der skal ske noget nyt for landsholdet. Der er kommet en ny ledelse, der er kommet en ny formand, der er kommet en ny administrerende direktør og nu kommer der også en ny pressechef, så det er meget klart, at man vil skaffe sig et helt nyt image fra start.

- DBU har i mange år haft et lidt støvet image, som også har indbefattet en del arrogance. Der er lavet undersøgelser der har vist, at meget af dette - i hvert fald udadtil - haft at gøre med Lars Berendt, fortsætter andreas Kraul.

Professionel og udansk

På trods af flere historier om Berendts kontante stil har DR Sportens fodboldkommentator altid haft respekt for den nu fyrede pressechef.

- Jeg har altid syntes, at Lars Berendt i virkeligheden er et meget professionelt menneske, der ikke gør forskel på folk og behandler alle lige. Men han har haft en meget hård og konfronterende attitude, som i virkeligheden er en lille smule udansk.

- Jeg tror, at han ville have været en bedre pressechef i alle mulige andre lande end Danmark, fordi han har den der konfronterende stil, som vi ikke bruger ret meget herhjemme.

- Han har temperament og det er nogle gange løbet lidt af med ham, hvor han så efterfølgende har ærgret sig lidt over, at kom til at fare for hårdt frem.

- En pressechefs rolle er ligesom at kunne tage temperaturen på de forskellige sager - også fra start af. Og det tror jeg, at det er noget af det, som DBU gerne vil ind og ændre og blive en lille smule mere omfavnende og frem for alt, at kunne sælge landsholdet bedre.

DBU har på flere områder haft problemer de seneste år og nogle af disse falder også tilbage på Lars Berendt.

- DBU har haft økonomiske problemer - problemer med at tjene penge på fodboldlandsholdet. Det har meget med image at gøre, og derfor har det også noget med kommunikation at gøre og i sidste ende derfor også noget med Lars Berendt at gøre, slutter Andreas Kraul.