Det er i dag præcis 30 år siden, Danmark besejrede England 1-0 på Wembley. En sejr, der stadig står som en af det danske landsholds største triumfer nogensinde. På niveauet lige under 4-2-sejren over Sovjet i 1985 og EM-finalen i 1992, hvor Tyskland blev slået 2-0.
Men Danmark spillede faktisk så mange gode landskampe og opnåede så mange flotte resultater i 1980erne og 1990erne, at det på et tidspunkt blev svært at have et overblik over dem alle.
Anderledes var det, da jeg var en lille knægt i 1970erne. Dengang var det meget let at udpege Danmarks største landskampe. Der var 5-3-sejren over Italien i kvartfinalen ved OL i London i 1948. En kamp, mange danskere hørte i radioen, fordi man endnu ikke havde noget fjernsyn.
Der var 2-0-sejren over Ungarn i semifinalen ved OL i 1960. Det var den kamp, hvor AGF-keeperen Henry From snuppede et straffespark efter at have placeret et tyggegummi på stolpen.
Der var også 2-1-sejren over Sverige i Göteborg i 1976. Det var Danmarks første udebanesejr mod Sverige i 39 år. Det var så stort, at DRs kommentator Gunnar "Nu" Hansen afslørede resultatet på TV, inden sammendraget blev vist.
17-1-sejren over Frankrig ved OL i 1908 var jo heller ikke så tosset. Det var 6-3-gevinsten mod Tyskland i 1930 heller ikke. Tre af målene blev scoret af Pauli Jørgensen, der var Danmarks største spiller dengang.
Da Danmark vandt 3-1 over Spanien i Cadiz i 1979, røg den direkte ind blandt de bedste. Der var ellers kun tale om en venskabskamp, og spanierne var slet ikke i nærheden af nutidens niveau. Men der var nu alligevel noget ved den sejr. Den skabte forventninger. Og de blev indfriet.
I 1981 blev Italien, der vandt VM året efter, slået 3-1 i en VM-kvalifikationskamp i Idrætsparken, og derfra begyndte de store sejre og flotte kampe så løbende at komme.
Udover de nævnte i toppen var der kampe som 5-0 over Jugoslavien og 3-2 over Belgien ved EM-slutrunden i 1984, 6-1-sejren over Uruguay ved VM i 1986 samt kampene ved EM i 1992; 2-1 mod Frankrig og 2-2 mod Holland i semifinalen, som Danmark vandt efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence. Ja, og så den uventede opvisning mod Nigeria, der blev slået 4-1 i 1/8-finalen ved VM i 1998.
Det var ikke sådan, at Danmarks triumf på Wembley pludselig var blevet glemt. Men den fyldte ikke længere så meget i den store mængde af fornemme præstationer, og dens betydning var heller ikke så åbenlys for især yngre mennesker, der hurtigt vænnede sig til, at Danmark med jævne mellemrum spillede store kampe.
Men nu er der så gået en del år, hvor Danmarks landshold på mange måder har været et eller flere niveauer under gennembrudsårene i begyndelsen af 1980erne. Der har været langt mellem de store kampe, og når Danmark har vundet over stærke mandskaber, har det som regel været kampe, hvor modstanderen reelt var bedst. Som da det blev til 3-2 ude over Portugal i VM-kvalifikationskamp i 2008 og 1-0 over Holland ved EM i fjor.
Men fordi der i mange år har været så få historisk store landskampe, kommer fortidens ditto også til at stå endnu tydeligere i det store billede. Ikke så meget som isolerede størrelser, mere som symboler på en tid, hvor meget var anderledes end i dag.
Danmark havde jo ikke kun et landshold, der var markant bedre end i dag. Danmark havde generelt også langt bedre spillere end i dag. Eksempelvis fik hele fem danske spillere stemmer i France Footballs kåring af årets spiller i Europa i 1983. Allan Simonsen (blev nummer tre), Jesper Olsen (otte), Morten Olsen (17), Michael Laudrup (19) og Søren Lerby (33). I øvrigt blev franskmanden Michel Platini nummer et og tildelt Ballon d'Or.
Til sammenligning har en dansk spiller ikke fået stemmer i den kåring siden 2001, hvor Ebbe Sand fik to stemmer.
Men modsat hvad mange tror i dag, var 1980erne og tildels 1990erne ikke ekstraordinært anderledes end de foregående årtier, når det handlede om gode danske spillere. Danmark havde nemlig altid produceret rigtig mange store navne. Det havde man blot ikke kunnet se på landsholdet.
For det første ønskede DBU i flere årtier ikke at Danmark skulle deltage ved VM. Første gang, Danmark forsøgte at komme med, var forud for VM-slutrunden i Sverige i 1958. Netop Sverige havde på det tidspunkt allerede en fjerdeplads fra VM 1938 og en tredjeplads fra VM 1950 at prale af.
Dernæst skulle der gå yderligere 23 år, før DBU gav professionelle spillere fra udlandet lov til at deltage på landsholdet. Og det var først, da tyskeren Sepp Piontek blev ansat i 1979, at Danmark fik en landstræner, der selv bestemte alt. Inden da havde en såkaldt udtagelseskomité bestemt, hvilke spillere der skulle være med.
Så det er egentlig meget logisk, at det først var i begyndelsen af 1980erne, at det landshold kunne være med blandt de bedste i Europa. Men tænk engang, hvis det danske landshold altid havde bestået af de bedste spillere.
Så havde Danmark nok været med VM syv-otte gange i stedet for fire, og måske var det blevet til tre VM-kvartfinaler i stedet for en enkelt.
Jeg tror også, at landsholdet i 1980erne havde opnået bedre resultater, hvis forhistorien havde været anderledes. Allerede i 1982 havde Danmark jo et hold, der kunne have gjort en god figur ved VM. Men på grund af mange års dårlige resultater var Danmark forud kvalifikationskampene kun i fjerde seedningslag, men endte som nummer tre i sin gruppe foran Luxembourg og Grækenland, men efter Jugoslavien og Italien, der begge kom til VM.
Hvis Danmark havde været med ved VM tidligere, havde Preben Elkjær og Co. også haft gode chancer for at nå længere end en 1/8-finale i Mexico i 1986. Her begik Sepp Piontek jo den fejl at træne spillerne alt for hårdt forud for kampene, lige som han ville vinde den sidste gruppekamp mod Vesttyskland. Dermed mødte Danmark efterfølgende Spanien, der vandt 5-1, mens vesttyskerne som gruppetoere mødte Marokko og vandt 1-0 for at siden at nå finalen.
Som mange andre ser jeg selvfølgelig tilbage på de gyldne år i 1980erne med stor glæde. Men samtidig ærgrer jeg mig over, at Danmark ikke fik mere ud Dynamit-holdets potentiale.
Preben Elkjær og Co. var det næstbedste hold ved EM i 1984, men tabte altså til Spanien i semifinalen - efter straffesparkskonkurrence. Og Danmark havde et VMs fire-fem bedste mandskaber i 1986, men tabte 1-5 til Spanien i 1/8-finalen.
Men fodbolddanmark oplevede storheden, og den kollektive smag af noget fantastisk vil altid gøre perioden fra 1983 til 1986 til en enestående epoke i dansk fodbolds historie. En epoke, der står i skærende kontrast til det skrækkelige bundniveau, som landsholdet har haft i år.
Det bundniveau skyldes altså mere end noget andet, at Danmark de senere år - modsat de foregående mange årtier - ikke har haft ret mange spillere af høj international klasse. De senere år har på det område faktisk været et historisk lavpunkt.
Så uanset hvor god Christian Eriksen bliver, har jeg lige nu ikke fantasi til at forestille mig, at landsholdet de kommende mange år vil levere præstationer, der blot kommer i nærheden af triumfen på Wembley.
Du kan se et sammendrag af triumfen på Wembley ved at klikke på billedet øverst på siden.